Fjernvarme er ikke et brændsel eller en energikilde. Det er en distributionsform.

Princippet i en fjernvarmeforsyning er enkelt.

Fra fjernvarmeværket pumper man opvarmet fjernvarmevand ud til forbrugerne. Hos forbrugerne anvendes fjernvarmevandet til at varme ejendommen og brugsvandet op med. Herefter returneres det afkølede fjernvarmevand til fjernvarmeværket, hvor det igen varmes op og sendes ud.
Fjernvarmevandet cirkulerer altså i et lukket rørsystem, og der er på den måde tale om et genbrugssystem. I denne sektion får du en række gode råd om, hvordan du bedst udnytter fjernvarmen.

Hvis du følger dem, kan du ikke alene selv spare penge på varmebudgettet. Du er også med til at sikre, at hele systemet fungerer mere optimalt og miljørigtigt - til glæde og gavn for alle i lokalsamfundet.

Ledningsnettet

Fjernvarmen kommer ud til forbrugerne gennem et ledningsnet af fjernvarmerør under byens gader. Forbrugerne er selv med til at betale vedligeholdelse af rørene over varmeregningens faste afgift. Ledningsnettet er typisk et system af dobbelt rør fremløb og retur, isoleret med skum og indkapslet i plast. Ledningsnettet består af store hovedledninger og små stikledninger. Hovedledningerne fører vandet fra værket og ud i byens gader. Stikledningerne fører vandet fra hovedledningerne ind til de enkelte boliger. Hele cirkulationen af vand foregår i et lukket system.

Fjernvarmevandet bliver omhyggeligt kontrolleret

Det er ikke almindeligt postevand, der løber i fjernvarmerørene. Det ville få stålrørene til at ruste op indefra. Derfor bliver vandet filtreret og behandlet på varmeværket. Det vigtigste er at minimere indholdet af ilt, fordi ilt tærer stålet. Derudover fjernes slam og salte, og vandet blødgøres. Endelig skal det have en passende PH-værdi (surhedsgrad). Fjernvarmevand er udrikkelig, men ikke farligt. Det er ikke fjernvarmevand, du har i hanerne - postevandet bliver blot opvarmet gennem din fjernvarmeveksler eller -beholder.